Kontrollen bliver koordineret og planlagt af Fødevarestyrelsens 5. kontor, og der udpeges årligt 200 besætninger til fødevareregionernes medicinkontrol.
Veterinærrejseholdet planlægger og udfører derudover aktuelle aktioner og kontrolkampagner, ofte i tæt samarbejde med både fødevareregionerne, politiet og andre myndigheder.
Derudover varetager veterinærrejseholdet Fødevarestyrelsens kontrol og supervision af de praktiserende dyrlæger.
Medicinkontrollen i besætninger og dyrlægepraksis foregår ved uanmeldte kontrolbesøg.
Læs mere om veterinærrejseholdet
Fra tilfældig til risikobaseret kontrol
Indtil 2003 har kontrollen været udført som kontrolbesøg hos tilfældigt udvalgte landmænd og dyrlæger. Efter flere sager om ulovlig anvendelse af medicin i landbruget besluttede Folketinget at styrke kontrollen med medicinanvendelsen i landbruget.
Styrkelse af kontrollen bestod i oprettelse af det tidligere medicinrejsehold og indførelse af en risikobaseret udvælgelse af besætninger og dyrlæger til kontrol.
Risikobaseret kontrol betyder, at udpegningen af landmænd og dyrlæger til medicinkontrol sker på baggrund af såkaldte risikoparametre, bl.a. ved dataudtræk fra databaser, hvor dyrlæger og landmænd indberetter oplysninger om medcinforbrug og antal hurdyr.
Værktøjer til risikobaseret kontrol
Som det væsentligste værktøj i den risikobaserede medicinkontrol anvendes databaserne VetStat og det Centrale Husdyrbrugs Register (CHR).