Kontrollen med de animalske fødevarer bliver udført på særlige kontrolsteder ved grænsen af ansatte fra fødevareregionen.
Vegetabilske varer – dvs. varer fremstillet af planter - er ikke underlagt den samme kontrol. Når disse fødevarer importeres fra lande uden for EU, bliver de kontrolleret hos importøren.
Læs mere nedenfor om fødevareregionens kontrol af de animalske fødevarer på grænsen.
Holder sygdomme ude
Kontrollen med de importerede animalske fødevarer føres ved grænsen, fordi der ikke må komme varer ind i EU fra områder, hvor der er problemer med alvorligt smitsomme dyresygdomme. Varer af kød, fisk, æg, mælk eller fjerkræ fra disse områder kan være til fare for husdyrenes sundhed.
Den særlige grænsekontrol ser samtidig efter, om varerne lever op til EU's hygiejnekrav til fødevarer.
Varer og papirer bliver kontrolleret
Kontrollen af det enkelte parti varer afhænger af, hvilken type animalsk fødevare der er tale om. Både om det er kød, mælk, æg, fisk eller fjerkræ, og om det er rå varer eller om de er kogte eller på anden måde varmebehandlede.
Grænsekontrollen ser altid efter, om varerne kommer fra et land, som EU har sagt god for. For de fleste produkter er det desuden et krav, at varerne skal være fremstillet i virksomheder, som EU har accepteret.
Udover kontrollen på grænsekontrolstedet, bliver mange varer også undersøgt på et laboratorium. Prøver af varerne analyseres for f.eks. bakterier, rester af lægemidler til dyr eller sprøjtemidler.
Nogle forhold kan ikke undersøges ved at tage prøver af varen, men skal garanteres af oprindelseslandets myndigheder ved hjælp af særlige certifikater.
Grænsekontrollen skal sikre, at myndighedsgarantierne er i orden, før fødevarerne kan indføres i EU.
Importørens ansvar
Der er en høj grad af offentlig kontrol af, om oprindelsen og de formelle forhold ved de importerede fødevarer er i orden.
Men det er stadig importørens ansvar, at fødevarerne lever op til reglerne og er egnede som mad til mennesker.
Returvarer
Fødevareregionen kontrollerer også varer af kød, fisk, æg, mælk eller fjerkræ, som er producerede i Danmark, og som kommer retur efter at have været eksporteret til et andet land.
Varerne kommer retur, fordi de er blevet afvist i det land, der oprindeligt skulle have dem.
Denne type varer kaldes returvarer og skal kontrolleres på en særlig måde.