Fødevarevirksomheder

Reglerne for fødevarevirksomheder gælder også for fabrikker, kiosker, restauranter og mange flere typer fødevarevirksomhed. Her kan du læse om, hvordan Fødevarestyrelsen kontrollerer de fleste. fødevarevirksomheder.

Når den tilsynsførende kommer på kontrolbesøg, sker det uanmeldt – dvs. at kontrollen kommer uden varsel.

På den måde kan den tilsynsførende se, hvordan din virksomhed fungerer på en almindelig dag og se, hvad du gør for at overholde reglerne.

Forløbet af kontrol af din virksomhed
Under kontrolbesøget sker følgende:

  • Kontrol af din egenkontrol
  • Gennemgang af din virksomhed - lokaler, maskiner og varer
  • Kontrol af dine papirer

Du får en kontrolrapport
Når kontrollen er slut, får du en kontrolrapport, som den tilsynsførende gennemgår sammen med dig. Kontrolrapporten kaldes også en smileyrapport, og beskriver, hvad der er kontrolleret og hvad den tilsynsførende har fundet. Fx at rengøringen på lageret er kontrolleret og fundet i orden.

Hvis din virksomhed sælger direkte til forbrugerne, skal du hænge den nye kontrolrapport op efter et kontrolbesøg.

Rapporten skal hænge, så kunderne nemt kan læse den, inden de kommer ind i forretningens lokale. Alle kontrolrapporter bliver vist på Fødevarestyrelsens smiley-hjemmeside.

Læs mere om Smiley-ordningen

Tilsynsførende må se alt
Den tilsynsførende må se hele din virksomhed og alle dine papirer - samt tage prøver fra varer og lokaler i din virksomhed, hvis det er nødvendigt.

Nogle ting bliver kontrolleret, hver gang den tilsynsførende er i virksomheden, andre bliver tjekket med mellemrum.

Hvis der blev fundet problemer ved det forrige kontrolbesøg, bliver det kontrolleret, at det er bragt i orden.

Læs mere om hvad den tilsynsførende må

Virksomhedens ansvar og rettigheder
Det er altid virksomhedens ansvar, at reglerne bliver overholdt, men den tilsynsførende kan vejlede dig om reglerne.

Som virksomhed har du en række rettigheder i forhold til kontrollen – du skal bl.a. have at vide, hvad den tilsynsførende finder og du skal spørges om din mening.

Læs mere om virksomheders ansvar
Læs mere om vejledning af virksomheder
Læs mere om fødevarevirksomheders rettigheder

Sanktioner for overtrædelser
Hvis der er fundet overtrædelser, kan der være en sanktion på kontrolrapporten.

En sanktion kan være en indskærpelse, et påbud, forbud, et bødeforelæg eller en politianmeldelse.

Læs mere om sanktioner


Kontakt