Forbrugerklager

Hvis du finder fødevarer eller fødevarevirksomheder, som du mener ikke overholder reglerne, kan du klage til din lokale fødevareregion.

Hvis du finder dårlige fødevarer eller oplever uhygiejniske forhold i en fødevarevirksomhed, bør du kontakte den lokale fødevareregion. Det kan fx være, at du ser kakerlakker i restauranten, at temperaturen er for høj i supermarkedets køledisk, eller at der er møgbeskidt hos slagteren.

Du kan også kontakte fødevareregionen, hvis du har mistanke om, at du er blevet syg af at spise en bestemt fødevare.

Du kan bl.a. klage ved at udfylde Fødevarestyrelsens elektroniske formular til forbrugerklager.

Udfyld elektronisk forbrugerklage her

Fødevareregionen ser på sagen
Når en fødevareregion får en henvendelse eller klage fra en forbruger, ser regionen på sagen. Det gælder både, hvis der er tale om varer, der ikke overholder reglerne, og hvis der er tale om sygdom, der måske skyldes en bestemt fødevare.

Den tilsynsførende tager sagen med i sin kontrol af den virksomhed, der har solgt fødevaren. Denne virksomhed har nemlig ansvaret for varen overfor forbrugeren. Hvis varen er fremstillet på en anden virksomhed, kan den også blive inddraget i sagen.

Fødevareregionens undersøgelse af en forbrugerklage kan resultere i, at virksomheden skal gøre noget på en anden måde. Det kan fx være, at virksomheden skal forbedre kontrollen med modtagne varer eller lave en særlig kontrol med mærkning eller rengøring.

Fejl kan ligge i andre led
I nogle tilfælde viser det sig, at fejlen ligger i et tidligere led – fx hos den virksomhed, der har leveret varer til et supermarked. Det bliver så taget med i kontrollen af denne virksomhed, så der kan blive rettet op på fejlen.

Det sker, at kontrollen ikke kan finde fejl hos virksomheden eller ved de varer, der er i virksomheden. Måske er der intet, der tyder på, at fødevaren var ulovlig - eller at det var en fødevare, der gjorde forbrugeren dårlig.

I den situation er det ikke muligt for kontrollen at gå videre med sagen.

Hvis du vil have svar fra fødevareregionen
Hvis du gerne vil vide, hvad der sker med en sag, når du har kontaktet fødevareregionen, skal du oplyse dit navn og adresse. Ellers kan fødevareregionen ikke vende tilbage til dig.

Det gælder både, hvis du mener, at du har fundet ulovlige fødevarer, hvis du ser uhygiejniske forhold eller hvis du har mistanke om, at du er blevet syg af maden.

Virksomheden får altid dit navn
Når kontrollen går videre med en forbrugeranmeldelse, skal virksomheden have at vide, at der sker på grund af en forbrugerhenvendelse. Virksomheden har næsten altid ret til at få at vide, hvem der har henvendt sig til fødevareregionen. Den tilsynsførende har pligt til altid at fortælle det til virksomheden.

Hvis du vil have svar fra fødevareregionen, kan du derfor ikke undgå, at virksomheden får oplyst dit navn og adresse.

Hvis du ikke vil have at virksomheden får dit navn og adresse, kan du henvende dig anonymt til fødevareregionen. Men så kan den tilsynsførende ikke vende tilbage til dig med svar.

Hvis du er utilfreds med fødevareregionens svar
I nogle tilfælde er en forbruger ikke tilfreds med, hvad der kommer ud af at kontakte fødevareregionen. Forbrugeren har så mulighed for at få andre til at tage sagen op.

Som forbruger kan du ikke selv klage over resultatet af din henvendelse til fødevareregionen. Men det kan nogle forbrugerorganisationer. Så hvis du fortsat mener, at virksomheden overtræder reglerne, kan du kontakte en af følgende fire organisationer, uanset hvorfor du har kontaktet fødevareregionen.

Organisationerne tager så stilling til, om de vil gå videre med sagen.

Du kan kontakte en af disse fire forbrugerorganisationer:

Fødevarestyrelsen behandler ikke erstatningssager
Fødevarestyrelsen blander sig ikke i eventuelle erstatningssager mellem borgere og virksomheder. Fødevareregionen kan derfor ikke hjælpe dig med at få penge tilbage for dine varer, eller hvis du søger erstatning for sygdom, som du mener skyldes virksomhedens varer.

Sådanne krav er en sag mellem dig og virksomheden.


Kontakt