Gode arbejdsgange

Mange områder i virksomheden har indirekte betydning for fødevaresikkerheden. På disse områder kan du klare egenkontrollen med gode arbejdsgange.

De gode arbejdsgange kræver som udgangspunkt ikke skriftlig dokumentation.

Gode arbejdsgange kaldes i andre sammenhænge også for god hygiejnepraksis, god fremstillingspraksis, mundtlige procedurer, gode rutiner eller Good Manufacturing Practice (GMP).

Gode arbejdsgange i din virksomhed
Du bestemmer selv, hvordan du fastlægger de gode arbejdsgange i din virksomhed. Hovedsagen er, at du holder øje med, at din virksomhed og dine varer overholder reglerne.

Formålet med gode arbejdsgange er, at du har taget stilling til:

  • Hvilke arbejdsgange, der skal indføres i din virksomhed, for at de grundlæggende ting som rengøring, vedligehold, personlig hygiejne osv. altid er i orden.
  • Hvordan du holder øje med, at arbejdsgangene bliver efterlevet og resultatet er tilfredsstillende.  

Nogle virksomheder vil måske vælge at skrive deres gode arbejdsgange ned for på den måde at holde styr på, hvilke regler de skal overholde. Det kan især være en fordel for virksomheder med flere ansatte. Men det er ikke et krav.

Medarbejdere skal kende de gode arbejdsgange inden for deres område
Alle medarbejdere skal kende til de gode arbejdsgange inden for deres område.

Fx skal alle ansatte kende virksomhedens retningslinjer for personlig hygiejne, rengøringspersonalet skal kende de gode arbejdsgange for rengøring, mens virksomhedens ansvarlige, fx chefen og stedfortræderen, skal kende alle de gode arbejdsgange.

I store virksomheder er ansvaret for de enkelte områder ofte fordelt på ledere af de forskellige afdelinger – fx grøntafdelingen, bageriet og delikatessen i et supermarked. De enkelte ledere skal kende alle de gode arbejdsgange inden for deres område.

Områder med gode arbejdsgange
Gode arbejdsgange er nødvendige på de områder i din virksomhed, hvor aktiviteterne ikke udgør nogen direkte risiko for, at folk bliver syge af maden.

Eksempler på områder, hvor du skal have gode arbejdsgange i din egenkontrol:

  • Rengøring af lokaler, udstyr og inventar.
  • Vedligeholdelse af lokaler, udstyr og inventar: Maling og reparation.
  • Skadedyrssikring: Sikring af, at der ikke kan komme mus, rotter, insekter eller andre dyr ind i virksomheden.
  • Hygiejnisk affaldshåndtering: Alt affald skal fjernes løbende, så det ikke hober sig op.
  • Personalehygiejne: Hyppig vask af hænder, rent arbejdstøj, sæbe mv. på personaletoiletter.
  • Kontrol af mærkning.

De gode arbejdsgange behøver ikke at være skrevet ned, men det er vigtigt, at de er tilstrækkelige til, at alt er i orden.

Sådan bliver dine gode arbejdsgange kontrolleret
Når den tilsynsførende kontrollerer dine gode arbejdsgange er der fokus på, om din virksomhed og dine varer overholder reglerne. Er varerne fx mærket på dansk? Er gulvene rene? Hænger kontrolrapporten, som den skal?

Hvis tingene ikke er i orden, spørger den tilsynsførende dig om dine gode arbejdsgange for det pågældende område, og hvad du gør for at holde øje med, at alt er i orden.

Den tilsynsførende kan fx spørge om, hvem der gør rent, hvordan der skal gøres rent og hvor tit, og hvordan du holder øje med, at rengøringen er god nok.

Læs mere under ’Sådan kontrollerer vi’

Redegør mundtligt for de gode arbejdsgange
Når den tilsynsførende spørger dig om dine gode arbejdsgange, skal du fortælle, hvordan I sikrer den nødvendige rengøring, vedligehold osv.

Måske spørger den tilsynsførende om dine gode arbejdsgange for noget, der ikke foregår under kontrolbesøget – fx pakkeprocesser.

Du skal så mundtligt kunne gøre rede for dine gode arbejdsgange for dette område, fx hvordan du sikrer, at hygiejnen er i orden under pakkeprocessen, og at varerne er mærkede korrekt.

Selvom du har valgt at skrive dine gode arbejdsgange ned, vil den tilsynsførende ikke bede om at se dem. 

Hvis du ikke har styr på dine gode arbejdsgange
Hvis forholdene ikke er i orden, og du ikke kan gøre rede for de gode arbejdsgange, vil den tilsynsførende måske give din virksomhed en sanktion. Det kan fx være en indskærpelse.

Den tilsynsførende vil samtidig vejlede om, hvad de relevante arbejdsgange kan være.

Læs mere om sanktioner

Hvis den tilsynsførende flere gange ser, at dine gode arbejdsgange ikke er gode nok for et bestemt område, kan din virksomhed få et påbud om at udarbejde skriftlig egenkontrol for lige præcis dét område.


Kontakt