Positivlisten

Alle de tilsætningsstoffer, som er tilladt i vores mad, kan du finde på den liste, som kaldes for positivlisten.

Tilsætningsstoffer, som også kaldes for fødevaretilsætningsstoffer, er stoffer, der bliver tilsat vores mad for fx at opnå længere holdbarhed eller for at give maden en bestemt farve, konsistens eller smag.

Forskellige tilsætningsstoffer
Tilsætningsstoffer er en samlebetegnelse for konserveringsstoffer, farvestoffer, konsistensmidler, sødemidler og antioxidanter. Der er tilsætningsstoffer i rigtig meget af den mad, vi spiser. Fx ville de fleste spegepølser ikke have den flotte rødlige farve, hvis ikke der var tilsat lidt ekstra farvestof.

Hvad er der i saucen?
Ser du på ingredienslisten på et glas med tomatsauce, kan du se en række koder, der begynder med E. De henviser hver især til et tilsætningsstof, fx er E 951 koden for aspartam, som er det sødestof, der er i NutraSweet. Det skal fremgå af emballagen, hvad der er af tilsætningsstoffer i de enkelte fødevarer, så man kan gå uden om dem, man ikke kan tåle eller ikke ønsker.

Positivlisten
På positivlisten kan du se koderne for de forskellige tilsætningsstoffer, du kan se, hvilke der er tilladt og i hvilke mængder. Fødevarestyrelsen overvåger brugen af tilsætningsstoffer løbende.

Du kan læse meget mere om tilsætningsstoffer her


Klik på spørgsmålet og få et svar

Er det tilladt at bruge skadelige tilsætningsstoffer i mad?

Svar: Nej. Det er ikke tilladt at bruge skadelige tilsætningsstoffer i mad. Tilsætningsstoffer skal være godkendt af Fødevarestyrelsen, før det kan blive brugt i fødevarer. Tilsætningsstoffer bliver kun godkendt, hvis undersøgelser af stoffet viser, at det ikke er sundhedsskadeligt.

Hvordan bliver tilsætningsstoffer godkendt?

Svar: Tilsætningsstoffer bliver godkendt af EU, hvis de lever op til følgende krav:
1. Stofferne skal være sundhedsmæssigt sikre at anvende,
2. Der skal være et teknologisk behov for at anvende dem, fx for at give syltetøj en mere fast konsistens,
3. Tilsætningsstoffet må ikke vildlede forbrugerne

 


Er osteløbe altid animalsk, hvis der ikke står andet i deklarationen?

Svar: Det skal ikke fremgå af deklarationen på osten om løben er af mikrobiel eller animalsk oprindelse. Fødevarestyrelsen kan derfor ikke med sikkerhed sige, om osteløben er animalsk, når der kun står "osteløbe". Så hvis du vil være helt sikker, skal du spørge producenten, hvordan osteløben er produceret.

Se flere spørgsmål og svar om emnet

Kontakt