Nitrit og pølseforgiftning

Nitrit er et tilsætningsstof, der beskytter dig mod pølseforgiftning.
Madvarer som fx hamburgerryg og pølse er typisk tilsat nitrit.

 

Beskytter dig mod pølseforgiftning
Nitrit er et vigtigt konserveringsmiddel, fordi det hæmmer væksten af den farlige bakterie Clostridium botulimum, som kan give dig pølseforgiftning (også kaldet for botulisme).

 

Nitrit beskytter dig altså mod at få pølseforgiftning af den mad, du spiser. Samtidig har nitrit den egenskab, at den skjuler den grå tone i kød og giver det en lyserød farve i stedet.

 

Konserveringsmiddel
Nitrit er et godkendt konserveringsmiddel (se positivlisten: E 249 og E 250), som bliver anvendt til at konservere industrielt producerede kødprodukter (produkter fremstillet af pattedyr og fugle).

 

Kun tilladt i små mængder
Problemet med nitrit er, at nitrit danner de såkaldte nitrosaminer, som er kræftfremkaldende. Derfor er det yderst vigtigt, at der kun tilsættes den lille mængde nitrit til dine fødevarer, som er præcis nok til at forhindre at den farlige bakterie udvikler sig.

 

Danmark har skrappe regler for, hvor meget nitrit der må være i din mad. Dansk mad produceret økologisk er produceret uden nitrit og nitrat.

 

Du kan læse meget mere om nitrit og nitrat her

Klik på spørgsmålet og få et svar

Er der mere nitrit i fødevarer lavet i udlandet end i fødevarer lavet i Danmark?

Svar: Ja, men udenlandske fødevarer der sælges i Danmark, skal leve op til de danske skrappe regler.

Har jeg højere risiko for at udvikle kræft, hvis jeg spiser mad med nitrit?

Svar: Nej, ikke når du kun får de små mængder, der er tilladt i fødevarer i Danmark. Men der findes ikke undersøgelser der udelukker en mulig risiko.

 

Vi ved, at nitrit danner ganske små mængder af de såkaldte nitrosaminer, der i dyreforsøg har vist sig at være kræftfremkaldende. Derfor holder Fødevarestyrelsen skarp kontrol med, at der ikke bliver tilsat mere nitrit i fødevarer i Danmark, end det er tilladt.

Er nitrit særligt farlig for spædbørn?

Svar: Ja. Nitrit er giftigt for spædbørn. Derfor skal du undgå at give dit spædbarn mad med større mængder nitrit, fx kødprodukter.

Se flere spørgsmål og svar om emnet

Kontakt