Dyrevelfærd

Hvor meget plads skal en gris have, og skal den have adgang til det fri?

For at sikre at landmænd, slagterier etc. tager hensyn til dyrenes ve og vel, er der lavet en lov om, hvordan dyrene skal have det, den såkaldte dyreværnslov.

Dyr der bliver til fødevarer
Dyr, vi spiser, og i det hele taget dyr, vi bruger til produktion af fødevarer (så som fx høns, der lægger æg), skal have det mindst lige så godt, som loven siger.

 

Loven siger blandt andet, at dyr ikke må blive mishandlet eller leve under uhygiejniske forhold. Fx er der en lang række krav til, hvor meget plads en gris og en kylling skal have, og hvor lang tid dyrene må transporteres for at komme til et slagteri.

Loven skal overholdes
Hvis en landmand eller et slagteri overtræder dyreværnsloven, kan de få en bøde, de kan komme i fængsel eller få frataget retten til at have med dyr at gøre. Fødevarestyrelsen kontrollerer, at dyreværnsloven bliver overholdt.

Læs mere om dyrevelfærd


Klik på spørgsmålet og få et svar

Lever fødevarer fra andre lande op til de samme regler for dyrevelfærd som fødevarer produceret i Danmark?

Svar: Både og.

Køber du fødevarer fra andre lande i EU, er du sikret et vist minimumsniveau af dyrevelfærd. Men de enkelte lande kan fastsætte strammere regler, hvilket bl.a. Danmark har gjort.

Køber du fødevarer fra lande udenfor EU, er det ikke sikkert, at fødevarerne lever op til de samme regler som fødevarer fra lande i EU.

Har økologiske dyr det bedre end ikke-økologiske dyr?

Svar: Ja, det kan man godt sige.

 

Dyreværnsloven sikrer et minimumsniveau af dyrevelfærd hos alle de dyr, vi bruger til at fremstille mad af. Men reglerne for de økologiske dyr er skrappere. Fx må der være ni fritgående- og skrabehøns pr. m², mens der højst må være seks økologiske høns pr. m².

 

Økologisk produktion er baseret på principper, der generelt tilstræber en bedre velfærd for dyrene.

Hvad siger loven om aflivning i en besætning?

Svar: Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Slagtning eller aflivning af enhovede dyr (heste og æsler, m.m.), kvæg og strudsefugle må kun foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning.
Dyrene må ikke bedøves, hvis der ikke er mulighed for afblødning umiddelbart herefter.
Slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden er forbudt.

Uddrag af Dyreværnsloven (nr. 386), bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr (nr. 583) og lov om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden (nr. 269).


 

Se flere spørgsmål og svar om emnet

Kontakt