Tilsætningsstoffer

Tilsætningsstoffer er ikke fødevarer i sig selv, men bliver tilsat maden med et bestemt teknologisk formål, som fx at forlænge holdbarheden eller ændre farve, konsistens eller smag.
Tilsætningsstoffer skal godkendes
Kun godkendte tilsætningsstoffer må bruges i fødevarer. Tilsætningsstoffer godkendes, når der er tilstrækkelige videnskabelige undersøgelser, som viser, at der ikke er sundhedsmæssige betænkeligheder ved at bruge stoffet. Stoffet må ligeledes kun bruges i den mængde, der er teknologisk behov for.

Positivlisten
Alle godkendte tilsætningsstoffer er samlet i Positivlisten. Heri fremgår det, hvilke tilsætningsstoffer der må tilsættes til de forskellige fødevarer og i hvilke mængder. Den nyeste Positivliste trådte i kraft 11. februar 2011. Se Positivlisten her.

Mærkning med tilsætningsstoffer
Det skal fremgå af ingredienslisten på en fødevare, hvilke tilsætningsstoffer den indeholder. I ingredienslisten skal stoffets kategori samt navn eller E-nummer anføres. Eksempelvis 'Farvestof: Quinolingult' eller 'Farvestof: E104'. Hvis et tilsætningsstof er fremstillet ud fra allergene ingredienser, skal der altid mærkes med stoffets navn sammen med kilden, fx sojalecithin.

Undtagelser for mærkning med tilsætningsstoffer
Der er en række undtagelser, hvor tilsætningsstoffer ikke skal mærkes, nemlig hvis:

  • tilsætningsstoffet er overført fra én af de ingredienser, der medgår ved fremstillingen af den pågældende fødevare, og stoffet ikke har en teknologisk funktion i den færdige vare,
  • stoffet anvendes som teknisk hjælpestof i fremstillingsprocessen,
  • stoffet anvendes som opløsningsmiddel eller bærestof for andre tilsætningsstoffer, og
  • emballagens største overflade er mindre end 10cm².

Disse undtagelser gælder dog ikke for svovldioxid og sulfitter eller for stoffer, der er fremstillet ud fra allergene ingredienser. Se mærkningsbekendtgørelsen.

Acceptabel Daglig Indtagelse (ADI)
Den Acceptable Daglige Indtagelse (ADI), der er fastlagt for stofferne, er et mål for, hvor meget af et stof man kan indtage hver dag gennem et helt liv uden sundhedsmæssig risiko. ADI-værdien fastsættes på baggrund af dyreforsøg.

Tilsætningsstoffer og overfølsomhed
Mange tror, at tilsætningsstoffer er årsag til overfølsomhed. Man kan godt være overfølsom over for tilsætningsstoffer, men overfølsomhed over for almindelige madvarer som fx mælk, nødder, rejer, æbler og æg er dog langt mere udbredt. Læs mere om tilsætningsstoffer og overfølsomhed på Foedevareallergi.dk.

Hvordan undgår jeg tilsætningsstoffer?
Hvis der er nogle tilsætningsstoffer, man vil undgå, kan man sikre sig via mærkningen. Det gælder som en hovedregel, at jo mere forarbejdede fødevarerne er, og jo længere de kan holde sig, jo flere tilsætningsstoffer er der i dem. Der er visse fødevaregrupper, der traditionelt indeholder mange tilsætningsstoffer, fx læskedrikke, slik og snacks. 

Personer, der af religiøse eller andre grunde vil undgå at spise svinekød eller animalske produkter, skal være klar over, at visse tilsætningsstoffer kan være lavet med svinefedt som råvare. Læs mere om dette i Fødevarestyrelsens folder 'Mad uden rester fra dyr'.


Kontakt