Økologiske fødevarer kan være alt fra afgrøder og dyr til forarbejdede fødevarer, der er dyrket, opdrættet og produceret i overensstemmelse med økologireglerne.
I Danmark er kontrollen med økologiske fødevarer delt mellem Fødevarestyrelsen og NaturErhvervstyrelsen.
Reglerne om mærkning af økologiske fødevarer findes i EU's økologiforordninger. Betegnelsen "økologisk" samt de andre EU-landes betegnelser for "økologisk", f.eks. organic og biologico, samt alle forkortelser af disse betegnelser, f.eks. øko og bio, må kun anvendes på fødevarer, når de overholder økologireglerne.
Når en fødevare er mærket med EU's økologilogo, viser det, at varen er økologisk og er produceret samt kontrolleret efter retningslinjerne i EU's økologiforordning.
Det røde Ø-mærke med teksten 'statskontrolleret økologisk' fortæller, at det er de danske myndigheder, der har ført kontrol med den gård eller den virksomhed, der sidst har forarbejdet, pakket eller mærket et økologisk produkt
Indførsel af økologiske fødevarer fra EU-lande er almindelig samhandel uden krav om importtilladelser eller kontrolattester. For import af økologiske produkter fra lande uden for EU gælder derimod en række regler. Læs mere om reglerne.
Storkøkkener er undtaget EU's økologiforordning pr. 1. januar 2009. En dansk bekendtgørelse fastsætter regler for økologisk storkøkkendrift.
Nye EU-bestemmelser har afløst de hidtidige danske bestemmelser om økologisk akvakulturbrug.
EU's økologiforordninger er umiddelbart gældende i alle EU-lande og indeholder regler for produktion, import og mærkning af økologiske fødevarer.