Mærkning om GMO i fødevarer

Fødevarer, der består af, indeholder eller er fremstillet af en genetisk modificeret organisme, skal være mærket med oplysninger om det til den endelige forbruger.

Mærkningen om genmodificeret indhold gælder alle fødevarer, hvor genmodicerede organismer indgår i en eller anden form, uanset om der er indhold af genetisk modificeret dna eller protein tilstede i det færdige produkt.

Også forarbejdede fødevarer, som f.eks. olie eller stivelse, hvori det ikke er analytisk muligt at måle indholdet af genmodificeret materiale, skal være mærket.

Mærkning er en forbrugeroplysning
Fødevarer, der er genmodificerede, er opfattet som lige så sikre at spise, som fødevarer der ikke er genmodificerede. Mærkningen med indhold af GMO i en fødevarer er en oplysning til forbrugeren om, hvordan varen er produceret - den skal ikke opfattes som en advarsel mod produktet.

Forudsætning for korrekt mærkning
Forudsætningen for en korrekt mærkning er, at oplysningerne om, at en vare indeholder eller stammer fra en genmodificeret organisme bliver videregivet fra et led til det næste i fødevarekæden.

Regler om videregivelse af oplysninger er fastsat i forordningen om sporbarhed og mærkning af genmodificerede fødevarer og foder.

Undtagelser fra mærkningsreglerne
Følgende produkter skal dog ikke mærkes:

  1. Tekniske hjælpestoffer, der indeholder eller er produceret af en genmodificeret organisme.

  2. Produkter, som f.eks. kød, mælk eller æg fra dyr, der har fået genmodificeret foder.

  3. Produkter, der ikke er af GMO-oprindelse, men har et indhold af genmodificeret materiale på under 0,9 pct., såfremt indholdet er utilsigtet og virksomheden har bestræbt sig på at undgå forureningen.

Overgangsordning
For produkter, hvor fremstillingsprocessen er påbegyndt før 18. april 2004, gælder en overgangsordning. Disse produkter må fortsat mærkes efter de tidligere regler.

Læs mere om GMO og mærkning
Nærmere oplysninger om GMO-mærkningsreglerne fremgår af Fødevarestyrelsens vejledning om genetisk modificerede fødevarer:

Vejledning om genetisk modificerede fødevarer

Oplysninger om brugen af non-GMO mærkning kan desuden findes i Fødevarestyrelsens rapport fra 2004 om kontrolkampagnen mod vildledende markedsføring:

Rapport om kontrolkampagnen mod vildledende markedsføring 2004


Kontakt