Hvis du som privatperson ønsker at indsamle muslinger og østers (og andre toskallede bløddyr, herefter "muslinger m.m."), bør du være opmærksom på, at de kan indeholde algegifte.
Algegifte i muslinger m.m.
Algegifte kan ophobes i muslinger m.m., fordi disse dyr filtrerer store vandmængder for at få fat i de alger, som lever i vandet. Hvis der er giftige alger i vandet, kan muslinger m.m. hurtigt ophobe algegiftene til niveauer, som kan gøre mennesker syge.
Algegifte er varmestabile og fjernes ikke selv ved høj varme.
Symptomer på algeforgiftning
Symptomerne på forgiftning kan være diarré, opkastning, mavekramper, feber, hovedpine, svimmelhed, følelsesløshed, tab af muskelkoordinering, svigt af orienteringssans, hallucinationer, hukommelsestab, åndedrætsbesvær, åndedrætssvigt og død.
En forgiftning kan vare fra få dage til flere uger, måneder og år og kan give varige mén.
Kontrol med muslingefiskeri
Fødevarestyrelsen kontrollerer de havområder, hvor der er kommerciel høst af muslinger m.m. Alle produktionsområderne er som udgangspunkt lukkede. For at åbne produktionsområderne skal analyser af muslinger og vand vise, at der ikke er algegift i muslingerne m.m. og giftige alger i vandet over grænseværdierne.
Hvis der bliver fundet for mange giftige alger eller algegift i muslinger m.m. i et åbnet havområde, bliver området straks lukket for høst. Det er sjældent, at Fødevarestyrelsen konstaterer giftige muslinger m.m.
Der er kun kontrol med de områder, hvor der er kommerciel høst efter muslinger m.m. Den kommercielle høst foregår på forholdsvis dybt vand. Forholdene for vækst af giftige alger og ophobning af algegifte i muslinger m.m. kan være anderledes på lavt vand tæt ved land, hvor der ikke er nogen kontrol. Derfor bør private samlere være forsigtige, hvis de samler muslinger m.m. til eget forbrug.
Råd til private samlere af muslinger m.m.
- Vær opmærksom på risikoen for algegifte i områder, der ikke overvåges. Ofte vil Danmarks Miljøundersøgelser, de lokale miljøcentre eller Fødevareregion Nord, kontrolafdeling Viborg, kunne give oplysninger om eventuel forekomst af giftige alger. Følg evt. med i dagspressen i dagene før, du skal ud og samle muslinger m.m.
- Lad være med at samle muslinger m.m. i nærheden af et område, der er lukket for kommerciel høst. Information om åbne og lukkede områder ses her.
- Lad være at samle i nærheden af å- eller spildevandsudløb, havneudløb og byer.
Muslinger m.m. kan også ophobe virus og bakterier, som kan give sygdom, hvis man spiser muslingerne rå.
Tjek om muslinger er friske
Når du koger muslinger, så husk altid:
- Muslinger, der er åbne inden kogning, skal lukke sig ved et let slag på skallen.
- Muslinger, der ikke lukker tæt, skal kasseres.
- Muslinger, der ikke har åbnet sig under kogningen, skal kasseres. Dette siger dog ikke noget om, hvorvidt muslingerne indeholder algegifte eller bakterier, men kun om muslingerne er friske.