Registrering af virksomheder og egenkontrol

Reglerne om god fremstillingsmæssig praksis af fødevarekontaktmaterialer. Læs bl.a. om import, registrering, egenkontrol m.m.

Reglerne om god fremstillingsmæssig praksis i virksomheder på området fødevarekontaktmaterialer har medført et krav om registrering af disse virksomheder i Danmark. Det er en del af myndighedskontrollen med, at reglerne overholdes. Reglerne omfatter fødevarekontaktmaterialer, der i færdig stand

 

a. er bestemt til at komme i kontakt med fødevarer

b. allerede er i kontakt med fødevarer i overensstemmelse med deres formål eller

c. med rimelighed kan antages at komme i kontakt med fødevarer eller at afgive deres bestanddele til fødevarer under normale eller forudsigelige anvendelsesforhold

Det er aktiviteter under punkt a og c, der er omfattet af registreringskravet, se dog også "Spørgsmål og svar" på denne side.

Hvem?
Virksomheder, der indfører, fremstiller eller markedsfører til en anden virksomhed skal være registreret hos fødevareafdelingen i det område, hvor virksomheden er. Det gælder virksomheder, der producerer eller importerer materialer og genstande, som er bestemt til at komme i kontakt med fødevarer. Der er dog defineret en bagatelgrænse og for enkelte typer materialer som fx stenmaterialer gælder registreringskravet ikke. Produktion eller import må påbegyndes, når virksomheden har modtaget bekræftelse på, at aktiviteten er registreret hos fødevareafdelingen. Se dog også "Spørgsmål og svar" øverst på denne side.

Hvornår?
Da kravet om registrering først har været gældende fra 2009, er det fastsat, at eksisterende virksomheder på området skal være registreret før 1. januar 2010. Alle virksomheder, der ikke allerede har deres aktivitet med fødevarekontaktmaterialer registreret iht. de hidtidigt gældende regler, skal have indsendt anmodning om registrering til den lokale fødevareafdeling senest den 31. december 2009. 

Hvordan?
Registreringen sker ved indsendelse af registreringsblanket (udfyldt). Blanketten findes som en elektronisk formular på virk.dk, eller på Fødevarestyrelsens hjemmeside under blanketter. Anmodningen sendes til den fødevareafdeling, hvor virksomheden er beliggende.

Egenkontrol
Virksomheder, der er eller registreret, skal udarbejde og følge et kvalitetssikringsprogram og dokumenterer, at materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer opfylder gældende regler, herunder bestemmelser om fødevaresikkerhed, sporbarhed, mærkning og markedsføring. Dette er nærmere beskrevet i vejledning om egenkontrol.
Virksomheder, der producerer eller importerer materiale og genstande skal bla opfylde reglerne i forordning nr. 2023/2006 om god fremstillingsmæssig praksis.

Tjeklister til brug for arbejdet
I rapporten "Materialer og genstande bestemt til at komme i kontakt med fødevarer -egenkontrol", er der tjeklister til brug ved virksomhedernes udarbejdelse af egenkontrol dokumentation. Rapporten er opdateret i april 2011, således at rapporten nu også omfatter krav om god fremstillingsmæssig praksis. En tilsvarende nordisk rapport findes på engelsk (kort og lang version). Tjeklisterne findes via link på denne side under rapporter. I forbindelse med et EU kursus for kinesiske fødevarekontrolanter og virksomheder et der udarbejdet en udgave af den nordiske rapport på mandarin.


Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt den lokale fødevareafdeling.
Ansvarligt kontor: Kemi og fødevarekvalitet, mailto:6kontor@fvst.dk.