Vildledende mærkning af fødevarer

Fødevarer må ikke sælges med varebetegnelser, billeder, anprisninger, reklamer eller andet, der ikke stemmer overens med fødevarens indhold.
Der er udstedt regler om forbud mod vildledende mærkning og markedsføring af fødevarer. Varen skal indeholde det, der står på varebetegnelsen, og restaurationer må ikke betegne en fødevare som hjemmelavet, hvis den ikke er det.

Fødevarer med særlige egenskaber
Det er forbudt at give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, hvis alle typer af denne fødevarer har den samme egenskab.

Det er virksomhedens ansvar, at reglerne overholdes, og det er virksomheden, der skal dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte.

Hvornår er der tale om vildledning?
Der bliver foretaget en samlet konkret vurdering af den enkelte fødevares mærkning og markedsføring.

Eksempler på vildledning
  • Hvis småkager sælges som 'smørbagte', skal der som udgangspunkt være anvendt smør ved bagningen. På samme måde må man ikke kalde en kage for 'kanelkage', hvis der ikke er kanel i.

  • Man må fx gerne sælge danskproduceret wienerbrød, italiensk salat og franske kartofler, da det er produkter, der er solgt i årevis, og som forbrugerne godt ved er danske produkter. Men hvis et produkt fx mærkes med et flag, skal produktet som udgangspunkt komme fra det pågældende land. Kød med tysk flag skal altså som udgangspunkt stamme fra Tyskland.

  • Som hovedregel vil det være vildledende at anprise et produkt som friskt, hvis det har en holdbarhed på flere uger.

  • 'Gammeldags' må som udgangspunkt bruges, når der er anvendt en gammel opskrift eller fremstillingsmetode, som helt eller delvis er forladt i moderne produktion.
Varestandarder og mærkningsordninger
For en række varer er der en varestandard. Eksempelvis må varebetegnelserne 'frugtsaft' og 'chokolade' kun bruges om produkter med en bestemt sammensætning. Når der er tale om en varestandard skal spørgsmål om anvendelse af varebetegnelsen afgøres efter de specifikke regler, der gælder på området.

Herudover findes der også nogle særlige mærkningsordninger. Fx er der i økologi-reglerne en række særlige krav, som skal overholdes, når der mærkes med 'økologisk', 'øko', 'bio' eller lignende. Se mere på siden Mærkning med økologi.

Eksempler på forskellige anprisninger
  • 'Med citronsmag' og 'med vaniljesmag' betyder, at produkterne ikke indeholder citron og vanilje, men aroma, der smager af henholdsvis citron og vanilje.

  • 'Solbærdrik', 'Hindbærdrik' osv. er betegnelser for produkter, der ikke består af ren bærsaft, men som er fremstillet med aromastoffer.

  • Produkter med betegnelsen 'af fransk type' eller 'efter engelsk opskrift' stammer ikke fra Frankrig eller England.

  • Det kræves sædvanligvis, at brød, der anprises som 'friskt', sælges indenfor et døgn efter fremstillingstidspunktet.
Hvordan opdages vildledning?
Hvis man som forbruger har mistanke om, at mærkningen på eller markedsføringen af et produkt er vildledende, kan man henvende sig til den lokale fødevareafdeling.

Løbende kontrol med vildledning
Fødevareafdelingerne holder øje med, om fødevarer mærkes eller markedsføres på en vildledende måde. Det sker ved den løbende kontrol med vildledning, som er en integreret del af det almindelige kontrolarbejde.

I perioder er der en skærpet kontrolindsats på dette område via kontrolkampagner mod vildledning, hvor Fødevarestyrelsen afdeling Øst og Vest under kontrolbesøgene er særligt opmærksomme på vildledende mærkning og markedsføring.

Kontakt