Forskning i fødevarekvalitet

Fødevarestyrelsens modtager rådgivning og videnskabelige udredninger om fødevarekvalitet gennem aftaler med Danmarks Tekniske Universitet, Århus Universitet og Københavns Universitet.

Danmarks Tekniske Universitet
DTU Fødevareinstituttet leverer forskningsbaseret viden og rådgivning om fiskeprodukters kvalitet og holdbarhed. F.eks. udvikler de metoder til at spore art og oprindelse for enkelte fisk og fiskeprodukter. Derudover leverer de forskningsbaseret viden om fødevarers ernæringskvaliteter og danskernes kostvaner, f.eks. ved at undersøge samspillet mellem forbrugernes livsstil og indtag af fødevarer. Ligesom de forsker i forbrugerpræferencer og sensorisk kvalitet af råvarer, bl.a. ved at udvikle metoder, der gør det muligt at forudsige holdbarheden af fødevarer.

Århus Universitet
Det Jordbrugsfaglige Fakultet (DJF) ved Århus Universitet leverer videnskabelige dokumentation om begrebet fødevarekvalitet i forhold til målbare egenskaber ved fødevarer. F.eks. kan fødevares sammensætning af vitaminer, smags- eller næringsstoffer (fedt, protein og kulhydrat) måles ved hjælp af kemiske metoder, eller deres tekstur og konsistens kan måles ved hjælp af fysiske metoder. Disse parametre kan, i kombination med en række andre, bruges til en objektiv vurdering af fødevarekvalitet.


Københavns Universitet
Fødevareøkonomisk Institut (FØI) ved Københavns Universitet leverer bl.a. videnskabelige udredninger om forbrugernes opfattelse af fødevarekvalitet, f.eks. ved at foretage statistiske analyser af hvilke kvalitetsparametre forskellige forbrugersegmenter anser som vigtige, eller ved at opstille modeller for hvordan markedet og forbrugerefterspørgslen vil udvikle sig over tid.


Kontakt