Sportsprodukter er særlige fødevareprodukter, som især henvender sig til sportsfolk og personer der træner meget i motionscenter. Det kan fx være produkter med særlige ernæringsmæssige egenskaber, såsom et højt indhold af protein eller kulhydrater, eller præstationsfremmende egenskaber.
Sportsprodukter hører til i gruppen af fødevarer bestemt til særlig ernæring. Der eksisterer endnu ikke specifikke EU-regler om sportsprodukter.
I Danmark gælder derfor de nationale regler i tilsætningsbekendtgørelsen for tilsætning af næringsstoffer, herunder mineraler og kreatin, til produkter, som skal anmeldes til Fødevarestyrelsen.
Tilsætningsbekendtgørelsen
Fra EU’s Videnskabelige Komité for Levnedsmidler foreligger der en faglig videnskabelig gennemgang af området. Når Fødevarestyrelsen vurderer, om anmeldte produkter og stoffer dækker særlige behov for sportsfolk, vil der blive taget udgangspunkt i ekspertkomitéens rapport.
EU’s rapport om sportsernæring
Hvis en virksomhed kan fremvise nye resultater med en ernæringsmæssig relevans for sportsudøvere, som der ikke er taget højde for af EU’s eksperter, indgår de nye data i den faglige vurdering, som bliver foretaget af DTU Fødevareinstituttet.
Sportsfolk har ikke brug for særlige produkter
Ekspertkomitéens konklusion er overordnet, at sportsfolk ikke har brug for særlige produkter. Deres behov for næringsstoffer kan sagtens blive dækket af en velafbalanceret kost.
Generelt mener ekspertkomitéen, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for nogen reel effekt af en række stoffer og produkter, der markedsføres som egnede for sportsfolk. De dækker altså ikke et særligt ernæringsmæssigt behov og er ikke præstationsfremmende. Enkelte undtagelser er kreatin og koffein, som har vist en effekt.
Enkelte produktkategorier kan dog være relevante for sportsudøvere. Ekspertkomitéen har derfor formuleret nogle kriterier for deres sammensætning.
Se også Anti Doping Danmark's hjemmeside
Kategorier af sportsprodukter
EU’s ekspertkomité og Fødevarestyrelsen har deres anbefalinger til følgende fire produktkategorier:
Kulhydrat-elektrolytdrikke - sportsdrikke
Kulhydratrige produkter
Proteinprodukter
Kreatinprodukter
Bemærk, at enkelte sportsprodukter kan være sammensat, så de falder ind under flere af produktkategorierne.
Krav til virksomheder, som markedsfører sportsprodukter
Virksomheder, der markedsfører sportsprodukter, skal være registreret eller godkendt hos Fødevarestyrelsen. Ud over den almindelige egenkontrol, skal virksomheden også udføre særlig kontrol af tilsatte næringsstoffer. Kontakt Fødevarestyrelsen Øst eller Fødevarestyrelsen Vest for nærmere vejledning.
Læs mere om autorisation og registrering af virksomheder
Læs om egenkontrol i fødevarevirksomheder
Tilsætningsbekendtgørelsen
Da der på området sportsprodukter ikke er fastsat særlige kvalitetskrav, hviler der et stort ansvar på virksomhederne for at sikre, at markedsføringen af produkterne ikke vildleder forbrugeren med hensyn til egnethed og behov.
Læs mere om anprisning/vildledning