I henhold til undtagelsesbestemmelserne i artikel 18 i biproduktforordningen er der mulighed for at tillade anvendelsen af kategori 1, 2- og 3-materiale til fodring af visse dyrearter.
En forudsætning for tilladelsen er, at der træffes foranstaltninger til sikring af risici for folke- og dyresundheden ved indsamling og anvendelsen af materialet samt at materialet kommer fra dyr, der ikke er aflivet eller døde på grund af mistanke om eller forekomst af en sygdom, der kan overføres til mennesker eller dyr.
Anvendelse af kategori 2- og 3-materiale
Dyr, hvor der kan gives tilladelse til, at de må fodres med kategori 2- og kategori 3-materiale:
- Dyr i zoologiske anlæg
- Cirkusdyr
- Andre krybdyr og rovfugle (ikke dyr i zoo eller cirkus)
- Pelsdyr
- Vildtlevende dyr
- Hunde fra anerkendte kenneler eller hundekobler
- Hunde og katte i internater
- Maddiker og orm til agn
Anvendelse af kategori 1-materiale som foder til zoo dyr
Det kan tillades at fodre dyr i zoologiske anlæg med kategori 1-materiale, der består af hele kroppe eller dele af døde dyr indeholdende specificeret risikomateriale (SRM) samt materiale fra dyr i zoologiske anlæg.