Alle heste skal have hestepas

Alle heste skal være identificeret og have et hestepas med medicinsider.

Alle heste i EU skal være identificerede. Det betyder, at de skal være mærkede, registrerede i en database, og have et hestepas. Et gyldigt hestepas indeholder integrerede medicinsider og er gyldigt i hele hestens levetid.

Når hesten er under transport skal passet følge hesten. Når hesten er opstaldet skal passet kunne fremskaffes indenfor 3 timer.

Reglerne gælder for alle enhovede dyr, dvs. heste, æsler og zebraer og krydsninger heraf.

Heste, der har fået bestemte lægemidler, må ikke blive slagtet og blive til fødevarer til mennesker. Derfor skal hestepasset indeholde medicinsider,  hvor dyrlægen skal skrive, hvilken medicin hesten har fået. Det vil så fremgå af hestens pas, om den kan slagtes eller ej. Hestepasset bliver kontrolleret inden hesten slagtes. 


Tidsfrist - Inden 1. januar 2012 skal alle heste være identificerede

Alle heste, der er født efter 31. december 2005 skal allerede være identificerede.

Heste der er født i perioden 1. januar 2002 - 31. december 2005 skal være identificeret inden 2. juli 2011.

Resten af hestene, det vil sige dem, der er født før 1. januar 2002, skal være identificerede inden 1. januar 2012.

Føl skal identificeres inden 31. december det år hvor dyret er født, eller senest seks måneder efter dyrets fødsel, alt efter hvilken dato, der ligger senest. 


Uanset tidsfrister skal heste, 

  • der behandles med lægemidler, der udelukker dem fra konsum, identificeres. Det indebærer at hesten mærkes, registreres, og forsynes med hestepas med medicinsider. Mærkningen skal ske senest i forbindelse med behandlingen.
  • der føres til slagtning være identificeret med mærkning, registrering og hestepas
  • der eksporteres eller importeres være identificeret med mærkning, registrering og hestepas

Mærkning
Heste, som er født efter 30. juni 2009 skal chipmærkes.

Heste, som er født før 1. juli 2009 skal ikke chipmærkes når:
• Hesten er allerede mærket med en chip
• Hesten har et brændemærke eller frysemærke med nummer (tal)
• Hesten har et pas, udstedt af en officielt anerkendt avlsorganisation eller en organisation, der administrerer konkurrence- og væddeløbsheste, forudsat at der i passet er angivet et signalement af hesten med udfyldt tegning.

Når hestens pas bliver udstedt af en dansk pasudstedende organisation, foretages chipmærkningen af hesten af dyrlæger eller personer, som har gennemgået et kursus, der er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Hvis hesten ønskes registreres af en udenlandsk officielt anerkendt hesteavlsorganisation kan chipmærkningen foretages af foreningens egne mærkere. 

Hvad er medicinsider?
Hestepasset skal være forsynet med medicinsider, som anvendes til at anføre behandling med veterinære lægemidler, der udelukker hesten fra konsum permanent, eller i en periode på 6 måneder. 

Avlsheste
En del heste registreres i godkendte avlsorganisationer. Disse organisationer udsteder hestepas. Hestepassene skal have medicinsider.

Hestepas, der allerede er udstedt uden medicinsider, skal opdateres med medicinsider af den pågældende organisation. Det gælder også for hestepas, der er forsynet med løse medicinsider.

'Hobbyheste'
Alle andre heste, det vil sige heste, som ikke er registrerede i en avls- eller konkurrenceorganisation, og forsynet med gyldigt hestepas herfra, skal også mærkes, registreres og have hestepas med medicinsider.

Konkurrenceheste
Nogle heste er registrerede i konkurrenceorganisationer og har et konkurrencepas. Disse pas gælder ikke for hele hestens levetid, og kan derfor ikke stå alene. Heste med konkurrencepas skal derfor også have et 'avlshestepas' eller et 'hobbyhestepas'.

Slagteheste
Når heste føres til slagtning bliver hestepasset kontrolleret for at sikre at hesten kan anvendes til konsum, det vil sige om den kan blive til fødevarer til mennesker.

Den pasudstedende organisation skal have besked om, at hesten er død.

Døde heste
Når heste aflives og føres til destruktion skal den pasudstedende myndighed have besked om at hesten er død.

Eksport af heste
Læs mere om regler for eksport af heste her.


Hvad skal ejeren gøre? 

Heste, som ikke har pas
Der skal ansøges om et pas til hesten, senest ved udløbet af de nævnte tidsfrister.

Hesten kan
- enten registreres i en stambog, når den i øvrigt opfylder kravene hertil, eller
- blive registreret af Videncenter for Landbrug, Heste, der også udsteder hestepasset. Formular hertil findes på www.hestepas.dk.

Heste, som har pas uden medicinsider
Hestepas uden medicinsider skal opdateres inden for ovennævnte tidsfrister, det vil sige for alle heste allersenest 31. december 2011.

Når passet er udstedt af Videncentret for Landbrug, Heste hentes en bestillingsformular her.

For øvrige hestes vedkommende skal passet opdateres med medicinsider af den organisation, der har udstedt passet. Navnet på organisationen vil typisk fremgå af passets forside. 

Heste, der behandles med lægemidler, der udelukker dem fra konsum.

Heste med gyldigt hestepas:
Dyrlæge og ejer eller bruger udfylder del I og del II i medcinsider (Afsnit IX i passet)

Når hesten først chipmærkes i forbindelse med behandlingen, skal formularen ”Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum”  udfyldes af dyrlæge og ejer/ejers repræsentant/bruger, og indsendes af dyrlægen til den pasudstedende organisation om chipnummeret.

Heste uden gyldigt hestepas:
Der skal ansøges om hestepas, eller opdatering af hestepas med medicinsider.

Samtidigt skal den dyrlæge, der behandler hesten indsende " Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum"

Heste som udelukkes fra konsum af andre grunde end behandling med lægemidler

Ejeren kan selv udelukke heste fra konsum på livstid. Det gøres ved at ejer eller bruger udfylder del I og underskriver del II i passets medicinsider.

Er hesten først udelukket fra konsum, kan det ikke ophæves.

Hvad skal dyrlægen gøre?

Når dyrlægen behandler en hest med lægemidler, som permanent udelukker hesten fra konsum, eller med lægemidler, som er opført på bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1950/2006 (lægemidler med 6 måneders tilbageholdelsestid) skal dyrlægen gøre følgende når:

Hesten har et gyldigt pas med medicinsider
Dyrlæge og ejer eller bruger udfylder del I og del II i medcinsider (Afsnit IX i passet).

Der er krav om tilbageholdelsesseddel med dyrlægens anvisninger.

Hesten har et pas uden medicinsider
Ejeren af hesten skal sørge for at få passet opdateret.

Dyrlæge og ejer eller bruger udfylder  ”Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum”, når hesten behandles med et lægemiddel, der udelukker hesten permanent fra konsum  Dyrlægen indsender erklæringen til den pasudstedende organisation.

Følg link til formularen i højre spalte. Formularen kan desuden findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside, under ”Blanketter”. 

Læs mere om anvendelsen af "Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum" her.

Der er krav om tilbageholdelsesseddel med dyrlægens anvisninger. 

Hesten har ikke et hestepas
Ejeren af hesten skal ansøge om opdatering af hestepasset, eller ansøge om opdatering af hestepasset.

Dyrlægen skal indsende formularen ”Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum”, når hesten behandles med et lægemiddel, der udelukker den permanent fra konsum i tilknytning til ejerens ansøgning om pas eller opdatering af pas til pasudstederen inden for 2 dage efter behandling af hesten.

Der er krav om tilbageholdelsesseddel med dyrlægens anvisninger.

For anvendelse af "Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum" læs her.

Chipmærkning
Når heste behandles med lægemidler, der permanent udelukker dem fra konsum, skal de være chipmærkede. Chipmærkningen skal ske senest i forbindelse med behandlingen.

Chipmærkes hesten i forbindelse med behandlingen, skal den ene selvklæbende mærkat med chipstregkoden klæbes på ”Erklæring om hestes udelukkelse fra konsum”, den anden klæbes i passet i afsnittet: ”Identitetsoplysninger” i feltet: ”Registreringsnummer”.

Behandles hesten med lægemidler med 6 mdr. tilbageholdelsestid, er der ikke krav om chipmærkning af den årsag. Det vil sige, at heste, der er mærket på andre gyldige måder, se under 'mærkning', ikke behøver at blive chipmærket for at blive behandlet med denne gruppe lægemidler.


Kontakt